Råderet og godtgørelse for individuelle forbedringer i alment boligbyggeri
I maj 1993 blev der vedtaget en lov om råderet i den almene boligsektor, hvilket indebar, at den enkelte boligtager har ret til at udføre nærmere fastsatte forbedringer af lejligheden og samtidig opnå en økonomisk godtgørelse for de afholdte udgifter ved fraflytning. Lovens bestemmelser er siden revideret og tilrettes løbende i h.t. den almindelige prisudvikling og enhver beboer kan til enhver tid henvende sig på boligforeningens kontor og få oplyst de aktuelle beløbsgrænser.
Til råderetsbegrebet, er der knyttet en række betingelser, som boligtagerne skal overholde, idet mulighederne for godtgørelse ellers kan risikere at bortfalde. Betingelserne udgør følgende:
1. Alle forbedringer skal forinden påbegyndelse anmeldes overfor boligforeningen
2. Evt. byggesagsbehandling i kommunen betales alene af boligtager
3. Boligforeningens evt. afslag på at yde godtgørelse, skal inden 8 uger begrundes skriftligt
4. Forbedringer noteres på lejekontrakten
5. Forbedringen skal være rimelig og hensigtsmæssig.
6. Boligforeningen kan reducere beregningsgrundlaget for godtgørelse, såfremt udgifterne skønnes uforholdsmæssigt høje
7. Boligforeningen skal besigtige og godkende forbedringer m.v.
8. Øgede vedligeholdelsesudgifter afholdes alene af boligtager via boligafgiften/huslejen
Samtidig består råderetsbegrebet af en basis positivliste der er generelt gældende for alle boligforeningens afdelinger og som giver den enkelte boligtager ret til at foretage følgende forbedringer:
1. Energisparende foranstaltninger
2. Andre ressourcebesparende foranstaltninger
3. Modernisering af bad, wc og køkken samt fjernelse/flytning og/eller opsætning af skillevægge der nødvendiggøres heraf – dog med undtagelse af bærende vægge
4. Modernisering/udskiftning af tekniske installationer, som VVS og el.
5. Opsætning af trælofter m.v.
Desuden indeholder råderetsbegrebet en udvidet positivliste, der indeholder en række muligheder for de enkelte afdelinger som nedenfor beskrevet:
1. Sammenlægning af stuer: Gælder afd. 1 og 9
2. Inddragelse af evt. vaskerum eller lignende til selve boligarealet: Gælder afd. 1
3. Opførelse af carport/garage: Gælder afd. 1, 11 (Langballe), 28 (Kongevej/Fjordparken), 36 og 37.
4. Opførelse af carport/garage: Gælder afd. 1, 9, 10, 11, 12, 18, 20, 28 (Kongevej/Fjordparken), 29 (Hvedemarken), 33, 36 og 37.
5. Overdækket terrasse/udestue: Gælder afd. 1, 9, 10, 11, 12, 18, 20, 28 (Kongevej/Fjordparken), 29 (Hvedemarken), 33, 36 og 37
6. Opsætning af markiser: Gælder afd. 1, 9, 10, 11, 12, 18, 20, 23, 28 (Kongevej/Fjordparken), 33, 36 og 37.
7. Inddækning af altan: Gælder afd. 6, 7, 13, 17, 20 (Fredensgade), 23, 28 (Vandtårnsvej), 34 og 40.
GODTGØRELSE
Boligforeningen kan reducere beregningsgrundlaget for godtgørelse, såfremt udgifterne skønnes at være uforholdsmæssigt høje.
Der kan ydes godtgørelse for flere forbedringer m.v. i samme lejemål, selv om arbejderne ikke udføres samtidigt. Dog kan den samlede godtgørelse ikke overstige den maximale beløbsgrænse, der p.t. udgør kr. 104.142,00.
Værdien af de eksisterende installationer og bygningsdele samt evt. offentlig støtte vil blive fratrukket godtgørelsesbeløbet.
De dokumenterede og godkendte udgifter afskrives over en 20-årig periode med 5% pr. år.
|