Renoveringer
Separering af kloaknettet på Orkangervej og Stjernevej er tilendebragt, mens der graves på livet løs på Solbakken og Kongevej, hvilket arbejde formodes at stå på til
et godt stykke ind i 2012, idet separeringen af de enklete boliger først påbegyndes når arbejdet i vejarealerne er tilendebragt.
Ringgården
Nybyggeriet på Ringgade/Nygade er i fuld gang og som det ser ud nu, skulle tidsplanen holde, således at indflytning i nr. 14-18 kan ske primo marts 2012, mens nr. 10 og 12 sker en måned senere. Udlejningen har gået rimeligt smertefrit og i skrivende stund mangler endnu 9 lejligheder at blive lejet ud.
Der har i hele forløbet omkring byggeriet, været problemer i forhold til kommunens dispositioner, men vi mener at vi omsider er nået til enighed.
Affald
I år 2012 træder et nyt renovationsregulativ i kraft, hvilket indebærer, at der fremover skal ske en sortering af henholdsvis genbrugsaffald og dagligaffald/køkkenaffald. Containere til genbrugsaffald, der skal tages i brug pr. marts 2012, har Sønderborg Forsyning i nogen udstrækning allerede leveret til de enkelte boliger – hovedsagelig i Sundeved-området, men man har beklageligvis ikke orienteret beboerne om at containerne ikke må tages i brug før marts 2012. Gråsten Andelsboligforening havde udarbejdet en plan/ønskeseddel for hvor og hvordan de nye containere skulle opstilles i de enkelte afdelinger, men Sønderborg Forsyning har disponeret anderledes uden at meddele boligforeningen herom, hvilket er forklaringen på den ”manglende” information fra boligforeningen.
Det kommende år
På generalforsamlingen i 2010, blev det vedtaget at fusionere med Rinkenæs Andelsboligforening, hvorfor der gennem det seneste år er blevet arbejdet på projektet, der effektueres pr. 01.01.2012, og hvor organisationen videreføres som Gråsten Andelsboligforening.
Udlejningssituationen er fortsat rimelig, idet vi stadig ikke har tomme lejemål, hvilket vore kolleger i Nordborg og Sønderborg slås med. Som det vil være flere bekendt, har boligforeningen afgivet købstilbud på den tidligere politistation, men da samme tilbud er afgivet på visse betingelser, som Sønderborg kommune skal tiltræde inden evt. køb, har bestyrelsen endnu ikke modtaget en reaktion fra Slots- og Ejendomsstyrelsen der ejer ejendommen.
Af umiddelbare renoveringsprojekter er der p.t. et projekt omkring køkkenrenovering i afd 13/Domhusparken under opsejling, ligesom der arbejdes videre på sag i Byggeskadefonden omkring konstateret byggesjusk i afd. 40/Bryggen.